Situationen med mangel på praktiserende læger til Lolland-Falsters borgere er gået for vidt og må have en langsigtetløsning nu.
Det mener det nyvalgte folketingsmedlem for Venstre, Henrik Høegh, som langer kraftigt ud efter Region Sjælland, der har ansvaret for at holde befolkningen med læger. Især situationen i Søllested provokerer Henrik Høegh.
Her står omkring 1.300 borgere uden læge, efter at byens læge gennem 35 år, Per Schmidt Petersen, er gået på pension og har lukket en praksis, som ingen ny læge har vist interesse for at overtage.
Patienterne fik ingen ny læge - og heller ingen besked om, at den gamle stoppede.
- Der er ingen tvivl om, at Region Sjælland har svigtet sit ansvar for eksempel i Søllested. Regionen må påtage sig at holde øje med lægernes dåbsattester og lave langsigtet planlægning i god tid, inden en læge går på pension. Alle skal have en familielæge - også i fremtiden, slår Henrik Høegh fast.
Han kræver, at regionen, der forhandler med lægernes organisation PLO, kommer yngre praktiserende læger mere i møde.
- Vi må interessere os for, hvad der skal til for at gøre Lolland-Falster mere attraktiv for yngre læger. Vil de for eksempel helst eje eller leje deres praksis? Den ordning, der passer lægerne bedst, må vi komme dem i møde på, så de får lyst til at slå sig ned her, og vi kan have stabile lægehuse - også om ti år, mener Henrik Høegh.
Han vil gerne have kommunernes sundhedscentre med i et samarbejde med større lægehuse, så de yngre læger får det spændende, faglige miljø, de generelt efterlyser.
- Jeg vil stille spørgsmål til både Region Sjælland og kommunerne i denne sag, og landspolitisk vil jeg bevare opmærksomheden på udviklingen, siger Henrik Høegh.
At Region Sjælland skulle have svigtet sit ansvar på Lolland-Falster benægter Høeghs partifælle, regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard (V).
- Det er for letbenet. Vi har gjort hvad vi kan i en vanskelig rekruteringssituation og gør det fortsat, siger Kristian Ebbensgaard uden dog at ville kommentere den aktuelle situation i Søllested.
Han henviser til, at regionens forhandlere i forvejen arbejder med Henrik Høeghs tanker om for eksempel større lægehuse kombineret med sundhedscentrene.
- Jeg synes, at det er spændende, at Henrik Høegh interesserer sig for problematikken, og jeg vil gerne mødes med ham og drøfte, hvordan vi med en fælles målsætning i fremtiden tilgodeser også Lolland-Falster med læger, inviterer Kristian Ebbensgaard.
Birgitte Grønning
bg@folketidende.dk
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde