Højesteret øger godtgørelse for fire dages tvangsfiksering
Det koster Region Sjælland 40.000 kroner plus renter, at mand blev tvangsfikseret ved ankomst til Sikringen.
Regningen for at have tvangsfikseret en mand i fire døgn for tre år siden er blevet skruet op med en tredjedel, efter at Højesteret har haft sagen under sin lup.
I en afgørelse tirsdag har fem dommere i Højesteret afgjort, at en mand skal have 40.000 kroner i godtgørelse, fordi han straks blev tvangsfikseret, da han i februar 2019 ankom til Sikringen i Slagelse fra en psykiatrisk afdeling i Aalborg.
Efter ankomsten 28. februar blev der gradvist løsnet for remmene om hans mave, ben og hænder. Men først 4. marts blev han helt løsnet for bælterne.
Tvangsfikseringen var dog ulovlig. Derfor skal Region Sjælland betale de 40.000 kroner plus procesrenter til manden. Østre Landsret kom i oktober 2020 frem til, at det skulle koste 30.000 kroner.
- Den uberettigede tvangsfiksering, som varede fire døgn, var et alvorligt indgreb, lyder det i Højesterets afgørelse.
Hovedpersonen havde krævet 140.000 i godtgørelse.
Han blev anbragt på Sikringsafdelingen i Slagelse, også kaldet Sikringen, på baggrund af et såkaldt farlighedsdekret.
Et sådant dekret kan udstedes af Justitsministeriet for sindssyge personer, som enten sidder i fængsel eller er indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis overlægen på stedet vurderer, at personen er farlig for sine omgivelser.
For mandens vedkommende blev det udstedt i marts 2018 - altså et år før ankomsten til Sikringen. Inden han kom til den sikrede institution, var han tvangsfikseret på afdelingen i Aalborg.
Både i Aalborg og Slagelse blev han vurderet som farlig for sin egen og personalets sikkerhed.
Højesteret har alene taget stilling til beløbets størrelse - ikke hvorvidt tvangsfikseringen var ulovlig eller ej.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker