Højesteret skal se på reklamefilm for bilforsikring
Højesteret skal afgøre, om forsikringsselskabet Alkas reklame var vildledning eller ej. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Forsikringsselskabet Alka blev frifundet af landsretten, men anklagemyndighed går til Højesteret med bødesag.
Et fristende tilbud i en reklamefilm for en bilforsikring skal vendes og drejes af dommerne i Højesteret.
Det er anklagemyndigheden, der for nylig har fået tilladelse til at gå til tops i retssystemet, efter at de underliggende domstole har været uenige om bedømmelsen af en reklame fra forsikringsselskabet Alka.
Først mente byretten, at selskabet havde vildledt forbrugerne og dermed havde overtrådt markedsføringsloven. Resultatet var en bule i renommeet og en bøde på 16,9 millioner kroner.
Men Østre Landsret så et andet facit i sommer. Her blev Alka frifundet.
"Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op", lød det lokkende i reklamefilmen, der blev vist på tv og på YouTube.
Imidlertid var Forbrugerombudsmanden ikke imponeret. For i forsikringsbestemmelserne kunne man læse, at selskabet faktisk kunne hæve prisen på forsikringen i tilfælde af en skade. Og der stod også, at en skade medførte forhøjelse af selvrisikoen og udsættelse af den årlig præmienedsættelse.
Det oplyser Procesbevillingsnævnet om sagen. Det er nævnet, der har besluttet at sende sagen til Højesteret.
Frifindelsen i landsretten skyldes blandt andet, at Alka i gerningsperioden ikke havde gennemført en prisstigning over for en kunde efter en skade.
Og dommernes konklusion vakte ikke overraskende glæde i selskabet i sommer.
- Vi har hele tiden været overbevist om, at vi ikke har gjort noget forkert, sagde juridisk direktør i Tryg og Alka, Bettina Drejer Clausen, ifølge mediet Finanswatch.
Der var dog ingen jubel hos forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Hun udtalte, at landsrettens dom kan få betydning for den fremtidige håndhævelse af markedsføringslovens forbud mod vildledning.
Da byretten fastsatte millionbøden, var det afgørende, om reklamefilmens udsagn rimede eller ej med produktet, altså forsikringsvilkårene.
Hvornår Højesteret får tid til at behandle sagen, vides ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker