Højesteret skal tage stilling til et fogedforbud mod et tv-indslag om Behandlingshjemmet Møllen i nyhedsmagasinet 21 Søndag, hvor DR viser optagelser af medarbejdere og frivillige optaget med skjult kamera.
Det har Procesbevillingsnævnet besluttet, oplyser daglig leder på Møllen Erik Zinck.
Behandlingshjemmet, der ligger i Tørring, behandler alkoholikere efter Minnesota-metoden. DR's optagelser handler om, hvordan centret behandler folk, der kommer i kontakt med det første gang.
Det kritiske indslag er planlagt vist på søndag, og behandlingscentret venter nu på, at Højesteret skal tage stilling til, om behandlingen ved landets øverste retsinstans skal have opsættende virkning, så udsendelsen ikke vises.
I april nedlagde Københavns Byret et fogedforbud mod optagelserne, fordi de var blevet til ved brug af skjult kamera. DR kærede imidlertid kendelsen til Østre Landsret, der i december fejede fogedforbuddet af bordet. Landsrettens kendelse satte hensynet til mediernes arbejde over hensynet til de ansatte på behandlingshjemmet.
Erik Zinck er tilfreds med, at Procesbevillingsnævnet har sagt ja til, at fogedforbuddet prøves i Højesteret.
- Jeg mener, at landsrettens argumenter for at tillade optagelserne ikke er korrekte, siger Erik Zinck. Han mener, at DR har valgt at fokusere på et par utilfredse, tidligere klienter.
- Det er uundgåeligt, at få er utilfredse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de fleste er utrolig glade for den behandling, de får. Det må være det, der tæller, siger Erik Zinck.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker