Højesteret stadfæster fængselsdom til ulveaktivist

En 34-årig aktivist har overtrådt sit tilhold til en person, der tidligere er blevet dømt for et ulvedrab.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 34-årig ulveaktivist har i Højesteret fået stadfæstet sin dom på 40 dages fængsel for hærværk og trusler.

Det oplyser Højesteret på sin hjemmeside fredag.

Aktivisten, der er kendt under bloggernavnet Storm Balderson, har blandt andet spraymalet byskilte og Ulfborg Kirke med ord som "Blod bliver ikke glemt".

Han satte også trækors op flere steder i byen med ordene "RIP - MT og søn".

Ordene var møntet på Mourits Troldtoft, der i 2019 blev dømt for ulvedrab.

I byretten blev Balderson fundet skyldig i 10 ud af 11 anklagepunkter, der ud over hærværk og trusler tæller overtrædelse af polititilhold.

Storm Balderson har et tilhold mod at opsøge Troldtoft, men skrev alligevel flere opslag på Facebook, hvori han nævnte ham og hans søn.

I fem ud af seks tilfælde vurderede byretten, at omtalen var en overtrædelse af polititilholdet. Det ønskede han at blive frifundet for, men både Vestre Landsret og Højesteret fandt frem til samme resultat.

Højesteret mente nemlig også, at opslaget havde karakter af en indirekte henvendelse.

Efter byrettens dom i januar sidste år fortalte Storm Balderson noget uventet, at han gerne ville have haft en hårdere dom.

- 40 dage er ingenting. Det er for lidt, i forhold til det jeg har lavet. Det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Det er en pinlig straf, lød det dengang til TV Midtvest.

Den 34-årige aktivist har tidligere erkendt, at det var ham, der udførte gerningerne med spraymaling og trækors.

Han gjorde det for at dreje fokus væk fra et nyt kuld ulveunger, som var kommet til verden tæt ved Ulfborg i foråret 2019, lød forklaringen.

- I min optik var de i fare, fordi de er hadet af mange danskere. Især i det område, hvor de er født, forklarede han, da sagen var i byretten.