Højreradikal formand truer sagsbehandler og får halvt år

Michael Ellegaard, som er formand for den højreradikale organisation Frit Danmark, har fået i Østre Landsret fået stadfæstet en straf for trusler mod en sagsbehandler i Odense Kommune. Arkivfoto. Foto: Free/Colourbox

Landsretten stadfæster dom på seks måneders fængsel til Frit Danmarks formand for trusler mod sagsbehandler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Michael Ellegaard, som er formand for den højreradikale organisation Frit Danmark, har i Østre Landsret fået stadfæstet en straf for trusler mod en sagsbehandler i Odense Kommune.

Den 50-årige blev ifølge Fyens Stiftstidende i juni 2016 idømt seks måneders ubetinget fængsel ved Retten i Odense for trusler mod en sagsbehandler.

Den dom har Østre Landsret nu stadfæstet. Desuden skal han afsone to måneders reststraf efter en tidligere dom om skud mod betjente.

Sidste år sendte Michael Ellegaard en truende e-mail til en sagsbehandler i kommunen.

Han havde blandt andet nævnt, at han var klar til "at tage 16 år for sin datter", fortæller forsvarer Klaus Ewald til Ritzau.

Truslerne udsprang af en sag om en nyfødt datter, som kommunen ville tvangsfjerne.

Michael Ellegaard er tidligere dømt for skud mod politiet i 2012.

Skuddene faldt 21. februar 2012 ved dømtes bopæl i Bolbro vest for Odense, hvor politiet var kaldt ud til husspektakler.

Han har selv forklaret, at han hørte en lyd ved sin dør. Da ingen gav sig til kende, besluttede han at affyre et luftgevær, og en politiassistent blev ramt på sin ene arm.

Omvendt har betjentene forklaret, at de højt og tydeligt tilkendegav, at det var politiet.

Betjentene valgte at skyde gas ind i huset og anholdt Michael Ellegaard, som blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Ellegaard ankede straks dommen til Østre Landsret.

Som politiker har han stillet op til flere valg for Frit Danmark. Blandt andet til Folketinget.