Højreradikale danskere styres ifølge politiet fra Sverige

Det er politiets opfattelse, at hærværk mod en jødisk gravplads i Randers blev begået efter ordre fra ledelsen af Den Nordiske Modstandsbevægelse, også kaldet Nordfront, i Sverige. På billedet ses Israels ambassadør, Benny Dagan, der besøgte gravpladsen i Randers efter hærværket i november sidste år. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere danske byer har ifølge politiet set aktioner fra den højreradikale bevægelse Nordfront.

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd er tiltalt for hærværk mod en jødisk gravplads ved Randers.

Men det er bare en af flere aktioner, som har ramt en række danske byer, siden den højreradikale bevægelse Nordfront kom til Danmark i 2017.

Det er vurderingen hos Østjyllands Politi.

En analytiker fra politikredsens efterretnings- og analyseenhed er tirsdag indkaldt i Retten i Randers. Her skal han give sin vurdering af bevægelsen, som de to mænd sættes i forbindelse med.

Fælles for aktionerne er ifølge analytikeren, at de er rettet mod jøder, homoseksuelle og personer på venstrefløjen.

Desuden er det politiets vurdering, at alle aktionerne er koordineret fra Sverige, og at de relaterer sig til en 39-årig mand, der er tiltalt i sagen.

- Vi mener at kunne dokumentere, at han har en ledende rolle.

- Han får direktiver direkte fra ledelsen af Nordfront i Sverige, siger analytikeren i retten.

Forud for hærværket mod den jødiske gravplads 9. november sidste år blev der ifølge politiet udsendt en ordre fra den svenske ledelse.

Den ville have en fællesnordisk aktion på årsdagen for Krystalnatten.

Det var den dag i 1938, da 7500 jødiske forretninger blev smadret, og 200 synagoger blev stukket i brand i Hitlers Nazi-Tyskland.

Hærværket mod 84 jødiske gravsten på kirkegården i Randers er ifølge politiet ikke det eneste, der kan kobles til bevægelsen.

I december 2018 blev der ifølge analytikeren anmeldt hadefuldt materiale på en café i Odense. Caféen er et kendt tilholdssted for homoseksuelle.

10. juni sidste år blev en dukke med en løkke om halsen placeret på taget af en forretning i Randers med teksten: "Stop masseindvandring".

Det er ifølge analytikeren aktioner, som Nordfront ifølge politiet står bag.

Ud over hærværk mod den jødiske gravplads er den 39-årige også tiltalt for at have planlagt hærværk mod en bogcafé i Aarhus med rødder i det kommunistiske studentermiljø.

Han og en medtiltalt 28-årig mand beskyldes også for at have overmalet en regnbuefarvet "Mangfoldighedsbænk" foran Ceres Park i Aarhus sidste sommer.

Kendetegnende for de danske aktioner er ifølge analytikeren, at de har været uden brug af vold.

- I Danmark er det primært foregået fredeligt med opsætning af bannere, uddeling af flyveblade og hærværk, lyder vurderingen.

Bevægelsen udspringer fra Sverige. Her har man ifølge analytikeren mellem 200 og 300 medlemmer.

Men i Danmark har bevægelsen efter ekspertens vurdering kun meget få tilhængere.

Den 39-årige og den 28-årige nægter sig skyldige i anklagerne.

Der ventes at falde dom i sagen på fredag.