Hollænder anholdt med 6,4 kilo kokain i lufthavn
En hollandsk mand havde 6,4 kilo kokain med i kufferten, da han fredag fløj fra Lissabon til København.
Den 23-årige mand er nu anholdt, og lørdag har en dommer i dommervagten i København varetægtsfængslet manden i foreløbig 26 dage.
- Han stiger på et fly i Lissabon, og der er der nogle toldere, som bliver interesseret i hans bagage, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis narkotikasektion.
De portugisiske toldere valgte på baggrund af deres mistanke mod manden at rette henvendelse til de danske toldmyndigheder, eftersom manden skulle flyve mod Danmark.
- Vi har et glimrende samarbejde med tolderne i lufthavnen, og efter en fælles aktion, hvor vi holder øje med manden et stykke tid, bliver han anholdt, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Steffensen ved ikke, om kokainen var beregnet til salg i Danmark, eller om den skulle fragtes videre. Prisen for kokain på gadeplan er cirka 500 kroner pr. gram.
Af hensyn til sagens efterforskning blev lørdagens grundlovsforhør afholdt for lukkede døre. Det er normalt, at retten tager hensyn til politiets efterforskning i større narkosager.
Besiddelse af narkotika og narkosmugling er blandt de forbrydelser, som straffes hårdest.
Besiddelse af kokain i den mængde, som der er tale om i denne sag, vil formentlig udløse i omegnen af fem-seks års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker