Hollandsk sejlbåd finder liget af savnet sejler
Den 55-årige mand, der tirsdag faldt over bord fra en sejlbåd syd for Anholt, er blevet fundet død i vandet.
De pårørende er underrettet, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).
Det var en hollandsk sejlbåd, der fandt liget af manden, som har været savnet siden tirsdag, da hans makker på båden slog alarm.
- En hollandsk båd finder ham drivende i vandet iført redningsvest. De alarmerer redningstjenesten, der bjærger ham, og da han kommer ind til Grenaa, kan vi se, at det er den savnede mand, siger vagtchef Per Bennekov, Østjyllands Politi.
Den 55-årige faldt tirsdag sidst på formiddagen over bord fra den båd, han sejlede i sammen med makkeren, på en position ni kilometer syd for Anholt.
SOK satte en redningsaktion i gang.
Ved aktionen deltog adskillige redningsbåde fra Anholt og fra fastlandet. Desuden deltog flyvevåbnets helikoptere.
Den 55-årige var iført redningsvest, og det var ventet, at han ville være let at få øje på, men eftersøgningen måtte opgives tirsdag aften uden resultat.
Da den hollandske sejlbåd torsdag fandt ham druknet, var det på en position sydøst for Anholt.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker