Hooligan-slagsmål i Malmø: Danskere sendt med toget hjem
En større gruppe voldelige fodboldfans er sent lørdag aften tørnet sammen i det centrale Malmø, og svensk politi har eskorteret flere danskere til togstationen og sendt dem tilbage over Øresundsbroen, skriver svenske medier.
Gadevolden finder sted forud for søndagens topkamp mellem hjemmeholdet Malmø FF og AIK fra Stockholm. De voldelige sammenstød er sket ved og omkring det brostensbeklædte torv Lilla Torg i Københavns skånske søsterby.
- Vi har identificeret AIK'ere, Malmøfans, helsingborgere og selv nogle danskere, som skal have deltaget, siger vagtchefen Hans Nilsson fra politiet i Skåne ifølge Sydsvenskan.
- Mange AIK'ere har været og festet i København i løbet af dagen, men vi ikke fået nogle meldinger om, at de skal have været til nogle problemer der, tilføjer vagtchefen.
Avisen Expressen skriver, at 60 betjente fra det svenske politi har forsøgt at tøjle fodboldurolighederne i Malmø i løbet af natten. Der er anholdt mindst 15 personer, lyder det.
Derudover er flere kommet til skade i slagsmålene. Værst er det gået ud over en mand i midten af 20'erne, som er alvorligt tilskadekommen og er blevet hastet til hospitalet i ambulance.
Ifølge Sydsvenskan er otte danskere blevet sendt med toget hjem i forbindelse med fodboldurolighederne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned