Der er ingen grund til at kritisere, at en ung mand mandag aften kunne stikke af fra det psykiatriske hospital i Risskov ved Århus.
I første omgang forlød det med politiet som kilde, at der var tale om en varetægtsfængslet mulig drabsmand, der sammen med en kammerat stak af, da han fik lov at gå en tur uden opsyn.
Men den udlægning afviser hospitalet nu fuldstændigt.
- De er begge to dømt og ikke sigtede. De har været her i flere år og er i stabil behandling, og de har haft ledsaget udgang før uden problemer, siger ledende overlæge Trine Arngrim.
Ifølge hende var der ikke tale om, at de to "fik lov at gå en tur". De to unge, der begge har grønlandsk baggrund, var sammen med en ansat gået op til et nærliggende indkøbscenter, da de stak af.
Trine Arngrim betoner, at der var tale om en dobbeltsproget ansat, som også kunne tale grønlandsk. På den måde kan hospitalet forhindre, at de to bag om ryggen på den ansatte kan lægge planer for en eventuel flugt.
- Det er almindelig god psykiatrisk behandling, at folk, der har været indlagt i nogle år, begynder at få ledsaget udgang, siger hun.
Den ansatte forsøgte først at indhente de to, men valgte så at slå alarm til politiet. Østjyllands Politi kunne efter et par timer anholde de to, der tilsyneladende havde brugt flugten til at få sig et par øl.
Den ene af de to flygtede er dømt for drab, mens det ikke er oplyst, hvad den anden er dømt for. Den ene er dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling og den anden kun til behandling.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker