Hul på gasledning: Beboere i Køge evakueret nytårsaften
Adskillige beboere i Køge blev nytårsaften evakueret fra deres hjem, fordi der var gået hul på en gasledning.
15 til 20 personer, som bor i nærheden af den udgravede gasledning på Egøjevej, måtte finde vinterjakkerne frem og forlade nytårsmiddagen og deres hjem i cirka en times tid, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Evakueringen gjaldt boliger i en radius af 50 meter fra gasledningen. Her udspillede der sig på et tidspunkt et mindre drama, da der ved en eksplosion stod mellem fem og ti meter høje stikflammer op fra ledningen, som der var gået hul på.
Dong Energy og NVE rykkede ud for at tage sig af sagen, og samtidig var også politiet og redningsberedskabet på stikkerne. Men så opstod der et nyt problem:
- Der er også gået hul på vandledningen, siger vagtchefen hos politiet.
Det har medført, at vandforsyningen til adskillige veje i den sjællandske by er blevet midlertidigt stoppet. Politiet siger nytårsaften, at der "arbejdes på højtryk" for at få vand i hanerne igen hos de ramte Køge-borgere, der tørlægges i omkring 12 timer.
Årsagen til lækagen på gasledningen kendes endnu ikke. Der har været meldinger om, at der blev affyret fyrværkeri i nærheden, men det er ikke sikkert, at dette er forklaringen, lyder det fra politiets vagtchef.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde