Hund kvalt under Falck-transport

En hund døde og to var bevidstløse, da Falck nåede frem til Flintinge Dyrepension med de 23 hunde, der blev overdraget til Dyrenes Beskyttelse tidligere på måneden. Falck, der stod for transporten, havde ikke nok bokse til de mange hunde. Derfor besluttede redderen at binde nogle af hundene sammen tre ad gangen.

Denne beslutning har dog vist sig at være fatal for den hund, der døde. En undersøgelse, som Falck selv efterfølgende iværksatte, viser nemlig, at hundene under transporten blev filtret sammen, og at den derfor døde ved kvælning. I Falcks notat står der også, at hunden efter al sandsynlighed er død på grund af, at falckredderen fejlhåndterede situationen under transporten.

- Vi havde tre køretøjer på stedet. To med bokse og en lille lastvogn uden. Vores redders vurdering på stedet var, at det var bedre at køre hundene hurtigt af sted til internatet end at køre i pendulfart frem og tilbage. Han valgte derfor at binde nogle af hundene sammen, hvilket vi efterfølgende har måttet konstatere, ikke var nogen god løsning, fortæller kommunikationschef hos Falck, Louis Honoré, og tilføjer:

- Det er selvfølgelig meget tragisk, men også meget beklageligt, at vores redder ikke har vurderet situationen hensigtsmæssigt.

Louis Honoré mener dog, at Falcks reddere generelt er klædt godt nok på til at varetage sådanne dyretransporter.

- Der skulle træffes en hurtig beslutning i dette tilfælde, men den, der blev truffet, har efterfølgende vist sig ikke at være den rigtige. Generelt er det dog meget dygtige folk, siger han og understreger samtidig, at man naturligvis er meget ked af det, der er sket.
 

Foto: Foto: Charlotte Billund

En Falck-medarbejder bærer med al sandsynlighed skylden for, at en hund døde under en transport fra Sydsjælland til Toreby.

Offentliggjort Sidst opdateret