Hunde redder kvinde fra kraftig brand
Billedet stammer ikke fra branden på Udstolpe Byvej. Genrefoto: Presse-fotos.dk
Presse-fotos.dk
En kvinde kan takke sine hunde, efter de i nat vækkede hende, da der opstod ild i huset.
I nat måtte Lolland-Falster Brandvæsen rykke ud til en voldsom brand i et hus.
Anmeldelsen kom klokken 3.13. En sprøjte og to tankvogne blev sendt afsted til Udstolpe Byvej lidt syd for Sakskøbing.
- Vi kommer ud til et hus, som står i flammer, da vi lander derude. Ilden er brudt igennem taget. Der er ild fra stueplan op igennem taget på en stor del af huset, fortæller Andreas Hornbæk Nielsen, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen.
På stedet bliver brandvæsenet mødt af en kvinde sidst i fyrrene og flere hunde og katte.
- Alle er ude og har ikke fået noget røg eller noget. Den eneste person er en kvindelig beboer, men også flere hunde og katte er kommet ud, så der er hverken mennesker eller dyr, der er kommet til skade, siger han.
Hunde reddede kvinde
Det er kvinden selv, der har anmeldt branden.
- Hun er blevet vækket af hundene, der gør. Det er dem, der alarmerer hende, fortæller indsatslederen.
Da det står klart, at ingen er i fare, bliver brandvæsenets førsteprioritet at begrænse branden, så den ikke spreder sig til huset ved siden af.
- Det hus, der stod lige ved siden af, stod så tæt på, at vinduerne var begyndt at revne, og taget dampede. Det har været udsat for stor varme. Men det blev heldigvis ved, at det fik nogle revnede vinduer, fortæller han.
Kvindens hus har til gengæld fået store skader af branden.
- Der er hul i taget, og det er meget brandskadet indvendigt og en del sodskadet, siger han og fortsætter:
- Vi fik branden under kontrol ret hurtigt, og derfor sendte jeg den ene tankvogn hjem efter et par timer. Os, der var tilbage, kørte omkring kvart i syv i morges, hvor vi overlod stedet til skadeservice, siger Andreas Hornbæk Nielsen.
Vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Nis Henriksen, fortæller, at kvinden selv har en mistanke til årsagen til branden.
- Hun mistænker selv, at den er opstået i en elinstallation, et ældre køleskab, som hun for nyligt har tilsluttet, fortæller vagtchefen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde