Hunde sporede tyv kort efter indbrud

Foto: Thomas Borberg/POLFOTO

42-årig mand fra Nakskov blev så at sige grebet på fersk gerning og erkender indbrud på lager.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 42-årig mand på Heesvej i Nakskov fik i nat besøg af politi med hunde, netop som han stod og ringede til politiet for at anmelde sin bil stjålet.

Bilen kendte politiet alt til, for den stod foran et opbrudt lager på Narvikvej.

Politiets hunde fulgte sporet direkte til Heesvej, hvor den 42-årige brød sammen og tilstod indbrud og falsk anmeldelse.

Det hele startede klokken 01.31, da ejeren af en anden virksomhed på Narvikvej alarmerede politiet, efter at tyverialarmen var aktiveret.

Ud for naboen holdt en bil, som anmelderen derefter spærrede vejen for og holdt med tændt lys, til politiet ankom.

Ejeren af bilen, den 42-årig, var stukket af til fods, da han ikke kunne flygte i bilen. Og det var så den rute på fod, at de dygtige politihunde kunne følge.

Der er endnu ikke overblik over, om den 42-årige har stjålet noget ved indbruddet.

Han blev afhørt på politistationen i Nakskov og er blevet er sigtet for indbrud. Han blev løsladt igen klokken 7.20, det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport her til morgen.