Hundedyr it-skandale truer politiet

I forvejen bliver hver en krone vendt og drejet hos Rigspolitiet, og nu truer en it-skandale med at koste skatteborgerne endnu flere penge.

Et nyt it-system til landets politikredse har allerede flere gange fået ekstra bevillinger, og alligevel er projektet efter alt at dømme på katastrofekurs.

- Det har ikke været nogen optimal proces. Det kan man bestemt ikke påstå. Det, vi har lagt afgørende vægt på, er, at man ikke indfører det her system, før man er helt sikker på, at det tilnærmelsesvis fejlfrit, siger politiforbundets formand, Peter Ibsen, til Ritzau.

Ifølge de oprindelige planer, skulle systemet have været oppe at køre i alle politikredse i 2009.

Peter Ibsen opfordrer nu Rigspolitiet til enten en gang for alle at få bugt med de fejl, som systemet rummer, eller til at droppe det helt.

- Der er to muligheder. Enten får man rettet de fejl, der er påvist. Eller også må man finde ud af, om systemet er så fejlbehæftet, at det skal lægges til side, og så må vi få noget andet, siger Peter Ibsen.

Det forkætrede it-system bærer navnet Polsag. Det skal afløse politiets nuværende it-system, Polsas.

I den forbindelse er det blevet testet som pilotprojekt hos Bornholms Politi, og her har man nu meldt ud, at medarbejderne bliver stressede, fordi systemet ikke virker, som det skal.

Efter planen skulle pilotprojektet have været udvidet inden sommerferien i 2011, så betjentene i Midt- og Vestjyllands Politi også skulle gå over til det nye system.

Det er ikke sket endnu, og med problemerne på Bornholm tyder meget på, at det ikke er lige på trapperne. Og det er ikke første gang, at it-projektet skrider.

I december 2010 gik Folketingets Finansudvalg med til at hæve lånerammen for projektet med 138,3 millioner kroner. Det var anden gang budgettet skred, og oprindeligt var totalprisen kun 153 millioner kroner.

Udvalget gav samtidig grønt lys for en række yderligere udgifter til Polsag, som dengang så ud til at skulle koste skatteyderne 405 millioner kroner. Nu bliver det måske endnu dyrere.

/ritzau/

Nyt it-system får politifolk til at gå ned med stress. Få det lavet, eller drop det, siger Politiforbundet.

Offentliggjort Sidst opdateret