Hundelufter sparket med sikkerhedssko i Skagen
En 42-årig lokal mand skal varetægtsfængsles for et groft og angiveligt umotiveret overfald på en ældre hundelufter i Skagen onsdag aften, hvis det står til Nordjyllands Politi.
Den 42-årige er sigtet for grov vold, da han både slog den 63-årige mand og sparkede ham iført sikkerhedssko.
- Han bliver sigtet for grov vold, og det gør han fordi, han har et par sikkerhedssko med stålkap, og når man sparker med sådan nogle, så er det den grove voldsparagraf, siger vagtchef Åge Pedersen til Ritzau.
Overfaldet skete kort før klokken 21 onsdag, da den 63-årige mand lufter sin hund i et kolonihaveområde. Han passerer en mand, som står og tisser ved en busk.
Den tissende mand vender sig om, og siger, at hundelufteren 'skal skrubbe af med sin forbandede køter'.
Hundelufteren fortsætter dog videre, hvorefter den 42-årige mand ifølge politiet kommer løbende over og tildeler den 63-årige adskillige knytnæveslag i ansigtet.
Den ældre mand går tilbage til sit hus i nærheden, hvor han opdager, at han har tabt sine briller. Han finder derfor en lommelygte og går tilbage til stedet.
- Så kommer den 42-årige løbende ud igen, slår ham og sparker ham efterfølgende. Det er ualmindeligt groft, at der går en ældre mand og lufter sin hund stille og roligt, og så bliver han slået ned, fortæller vagtchefen.
Den 42-årige mand skal fremstilles et grundlovsforhør fredag klokken 13.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker