Lediggang er roden til alt ondt, lyder et gammelt mundheld.
Og en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed tyder på, at der er noget om snakken.
Fonden har undersøgt, hvad det betyder for kriminaliteten, at der stilles krav til ledige kontanthjælpsmodtagere om at deltage i aktive tilbud.
Farum Kommune var den første til at sende alle borgere, der søgte om kontanthjælp, i aktivering. Rockwool Fonden har derfor sammenlignet en gruppe i Farum med en tilsvarende gruppe udenfor kommunen.
Man kiggede på to grupper af udsatte mænd i alderen 18-30 år - det vil sige mænd, der i en given måned var afhængige af offentlige ydelser i mindst 75 procent af tiden.
Sammenligningen viste, at de udsatte, som ikke straks kom i aktivering, begik 76 kriminelle gerninger per 100 personer. Blandt de, der kom i aktivering med det samme, var tallet 52 kriminelle gerninger. Det er et fald på 32 procent.
I undersøgelsen har man set på fire mulige forklaringer.
To af dem - at de aktiverede ofte får flere penge og derfor ikke behøver at begå kriminalitet, og at de aktiverede ikke har tid til kriminalitet, fordi de arbejder - skyder undersøgelsen ned.
Undersøgelsen viser nemlig, at den faldende kriminalitet ikke skyldes en større indkomst hos de aktiverede. Den viser også, at de aktiveredes kriminalitet også falder i weekenderne, hvor de har fri.
Tilbage er to mulige forklaringer.
Nogle af de ledige, der aktiveres, kommer efterfølgende i arbejde. Dermed har de mere at miste ved kriminalitet. Desuden er man på en arbejdsplads underlagt sociale normer - for eksempel at man ikke må stjæle - som man ikke oplever som ledig.
Endelig kan man ifølge Rockwool Fondens undersøgelse forestille sig, at de ledige begår mindre kriminalitet, fordi deltagelse i det aktive tilbud påvirker deres livsstil eller personlighed.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker