Hus ødelagt af brand

Huset på Sjunkebyvej blev helt ødelagt af branden søndag aften. Foto: Claus Hansen

Branden opstod, mens beboere i huset luftede hund, og huset stod ikke til at redde.

Offentliggjort Sidst opdateret

KAPPEL Det var en voldsom brand, der udviklede sig søndag aften, da Falck og Lolland-Falster Brandvæsen klokken 22.50 blev kaldt til ild i et hus på Sjunkebyvej.

En kvindelig beboer i huset havde været ude at lufte sin hund, men da hun kom hjem, var der ild i huset, og hun tilkaldte straks brandvæsnet.

Da indsatsleder Henrik B. Christensen nåede frem, var overetagen overtændt, og huset stod ikke til at redde, idet underetagen blev ødelagt af sod- og vandskade

Brandfolkene måtte arbejde hårdt for at få slukket ilden, der fik ekstra kraft af den kraftige vind søndag aften. Først ved firetiden i morges var man færdige med efterslukningen på stedet.

En ambulance blev tilkaldt til beboeren, der havde fået indåndet noget røg, men ambulancepersonalet konstaterede, at det ikke var noget behandlingskrævende, så hun slap for turen til skadestuen. Hun måtte til gengæld genhuses hos en veninde.

Der er mistanke om, at ilden kan være opstået ved husets brændeovn, men det er langt fra klarlagt.

Så politiets brandteknikere skal se nærmere på brandtomten for at fastslå brandårsagen.

Mandag formiddag blev brandvæsnet igen kaldt ud til Sjunkebyvej, hvor det igen var begyndt at ryge fra huset.

Foto: Claus Hansen