Hvem så gerningsmænd efter skyderiet?

Politiet håber nu, at der findes vidner, der så gerningsmændene flygte efter de skud på Nørrebro, hvor en politimand blev ramt.

Gerningsmændene flygtede på damecykler, men interessen samler sig også mere og mere om den VW, der kørte fra stedet med høj fart.

Det var torsdag aften, at to mænd med hvert sit automatvåben affyrede 23 skud i en gyde i Jægersborggade. En politimand, der var i gang med en indsats mod hashhandlen på stedet, blev lettere såret.

Københavns Politi beder nu offentligheden om hjælp, hvis nogen har set den ældre sorte VW Golf eller Polo, der umiddelbart efter skyderiet kørte fra Kronborggade i høj fart. På vej væk ramte den nogle parkerede biler, og derfor kan den have lakskader. Et vidne forsøgte at stoppe bilen ved at kaste et jernrør efter den, men i politiets bandeenhed oplyser man, at man ikke ved med sikkerhed, om bilen blev ramt. I bilen var to unge mænd med udenlandsk baggrund.

- Selv hvis de ikke har noget med skyderiet at gøre, vil vi meget gerne have, at de giver sig til kende, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt.

De to skydende gerningsmænd var i selskab med yderligere en eller to medsammensvorne, da skuddene faldt. Politiet ved, at de - mens de stadig skød - løb over til nogle damecykler og forsvandt i retning mod Jagtvej. Vidnernes forklaringer stritter i alle retninger, og derfor kan politiet ikke give noget præcist signalement.

/ritzau/

Politiets bandeenhed opfordrer igen alle, der ved noget om skyderiet i Jægersborggade, til at stå frem.

Offentliggjort Sidst opdateret