Hverken major eller oberst kendte til overtidsbetaling
Hverken en major eller den øverstbefalende oberst ved Nato-kvarteret i polske Szczecin kendte til den overtidsbetaling på henholdsvis 217.659 kroner og 245.061 kroner, der gik ind på bankkonti hos to mænd ansat i Forsvarets Personeltjeneste.
Det fortæller både major og oberst torsdag ved Retten i Glostrup, hvor der er indledt en bedragerisag mod en 56-årig og en 47-årig mand.
- Jeg ville blankt have afvist at udbetale overarbejde, og jeg er aldrig blevet spurgt om det, siger obersten.
Den nu pensionerede major siger ligeledes, at han aldrig har godkendt udbetaling af overarbejde.
Reglerne i forsvaret siger grundlæggende, at overtidsbetaling skal afspadseres og ikke udbetales.
Militærfolkenes vidneudsagn stemmer ikke overens med de forklaringer, som de tiltalte afgav tidligere torsdag.
Her forklarede de, at cheferne havde godkendt arbejdstidsplanerne og udbetalingerne.
Udbetalingerne skete blandt andet med et kodeord, der tilhørte den nu pensionerede major, men som den 47-årige ifølge begge parter fik rådighed over, når majoren ikke var i Nato-kvarteret.
Det var et tilfælde, der gjorde, at obersten blev opmærksom på udbetalingsproblemet og slog alarm til forsvarets interne revision, der gravede sagen frem.
De tiltalte langede tidligere på dagen ud efter skiftende majorer og obersten, hvis slappe tilgang til arbejdet i første omgang skulle have ført til de store mængder overarbejde.
Udbetalingen af overarbejde fandt sted i perioden 31. december 2008 til 31. december 2010.
Forsvarets anklagemyndighed, Auditørkorpset, kræver de to idømt fængselsstraffe. Begge tiltalte nægter sig skyldige.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde