Hvidvask for 40 millioner udløser fængselsdom

En ejer af et vikarselskab er torsdag idømt to et halvt års fængsel for hvidvask.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ejeren af et nu forhenværende vikarselskab er torsdag idømt to et halvt års fængsel for hvidvask af cirka 40 millioner kroner, oplyser specialanklager Lisette Jørgensen fra National enhed for Særlig Kriminalitet.

Det er Retten i Helsingør, som har fundet manden skyldig og udmålt straffen. Ifølge Lisette Jørgensen blev manden dømt i overensstemmelse med det anklageskrift, som anklagemyndigheden havde indgivet til retten.

Hvidvask er en betegnelse for forskellige metoder, som bruges til at få penge, der stammer fra ulovligheder, til at se lovlige ud.

I sagen om vikarselskabet er der ifølge Lisette Jørgensen gjort brug af falske fakturaer. Pengene er blevet sat ind på konti i vikarselskabet, og herfra er de blevet kanaliseret videre til konti i Danmark og i udlandet.

Præcis hvilke kriminelle aktiviteter pengene oprindeligt stammer fra, ved man ikke, fortæller Lisette Jørgensen.

Det er advokat Stefan Møller Jørgensen, som har forsvaret manden i retten. Hans påstand har været frifindelse.

Hvorvidt sagen skal ankes til Østre Landsret med krav om frifindelse, vil Stefan Møller Jørgensen og hans klient tage stilling til efter at have nærlæst dommen.

Dommen er afsagt torsdag, men uden afholdelse af retsmøde. Den er altså blevet sendt til parterne. Hverken anklagemyndigheden, Stefan Møller Jørgensen eller Retten i Helsingør har torsdag eftermiddag kunnet give et klart svar på, hvorvidt der er et navneforbud i sagen.

Ritzau har henvendt sig skriftligt til retten for at få det oplyst.

En ældre kvinde med en familiær relation til manden er i sagen idømt ti måneders fængsel, som i udgangspunktet ikke skal afsones - en såkaldt betinget dom.

/ritzau/