I fængsel for at true ekskæresten

Den 30-årige Kim Peter Hansen er ved en domsmandsret i Retten i Nykøbing blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på et år tre måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse og dødstrusler mod sin tidligere samleverske.

En aften i februar havde den tiltalte ringet til ekskæresten og indtalt på telefonsvareren: “Jeg ser frem til den dag, du ligger i din grav” og “jeg kan sidde og lade gevær lige nøjagtigt, som jeg gør nu”.
Den sidste sætning blev suppleret med lyden af, at han ladede det gevær, som ekskæresten godt vidste, at han var i besiddelse af, en lyd der tydeligt kunne høres da telefonsvareren blev afspillet.
Truslerne blev meldt til politiet, og da man dagen efter ransagede på den 30-åriges bopæl fandt politiet ganske rigtigt et oversavet jagtgevær af mærket Baikal med tilhørende ammunition i form af 18 haglpatroner, hvoraf to var afskudt.
Den 30-årige var også til talt for hærværk ved i januar at have smadret en indgangsdør i Sognefogedvænget i Rødbyhavn, ligesom han også var tiltalt for at køre i bil trods frakendelse af kørekortet.
Den dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af sagen
Foto: Modelfoto: Claus Hansen

Indtalte trusler på livet på ekskærestens telefonsvarer, samtidigt med at det kunne høres han tog ladegreb på sit oversavede haglgevær.

Offentliggjort Sidst opdateret