I fængsel for trusler i jobcenter

To fætre med fællesadresse i Søllested-området var onsdag i Retten i Nykøbing, hvor de begge stod tiltalt i hver sin sag for trusler mod personale i Jobcenter Lolland i Klostergade i Nakskov.

Først skulle retten behandle sagen mod den ældste fætter på 28 år, der var tiltalt at true en kvindelig socialrådgiver i jobcentret i telefonen: Hvis ikke der er penge til mig den første, så vil du komme slemt til skade, havde han udtalt ifølge anklageskriftet.
Senere samme dag truede han også lederen af jobcentret telefonisk. Han skulle have sagt, at hvis ikke der kommer penge ind har du ikke længere en sagsbehandler ved navn XX.

Denne sag blev udsat i retten med henblik på en mentalundersøgelse af den 28-årige. Sagen forventes dog afgjort med dom inden jul.
Herefter tog retten fat på domsmandssag nummer to mod den 22-årige fætter.
Han stod tiltalt for, en måned efter de føromtalte trusler, påny at fremsætte trusler mod en ny socialrådgiver, som hans 22-årige fætter nu havde fået.

Manden nægtede sig skyldig, men retten fandt det bevist, at han i telefonen blandt andet havde sagt følgende: “Du skal sætte penge til medicin ind på kontoen i morgen, ellers komme jeg og smadrer dig og klipper fingrene af dig. Jeg ved godt, hvem du er dig med det lyse hår og briller, så jeg skal komme hjem og røvpule dig”.

Retten takserede disse trusler til at den 22-årige fik en dom på 20 dages ubetinget fængsel.
Fætrene med den fælles adresse har dansk-klingende navne.

22-årig truede kvindelig socialrådgiver, der ikke ville give hans fætter penge til medicin.

Offentliggjort Sidst opdateret