Det var helt i orden, at en fængselsfunktionær blev tvunget til at skifte arbejdsplads. Manden havde ellers krævet en godtgørelse på 300.000 kroner, men mandag afviste Østre Landsret, at der var noget at komme efter.
Fængselsfunktionæren blev i 2008 frifundet for at have været voldelig over for en indsat på Anstalten ved Herstedvester. Men på det tidspunkt var samarbejdsklimaet i fængslet så betændt, at ledelsen ikke ville have den ansatte tilbage.
Han blev i stedet overflyttet til Vestre Fængsel, og det var ledelsen i sin gode ret til, konkluderer landsretten.
Manden blev anset for at være en del af de såkaldt negativt stærke ansatte, der havde sat sig på magten i en grad, så Kammeradvokaten til sidst blev sat til at undersøge personaleforholdene i fængslet.
Som resultat af undersøgelsen blev den fængselsansatte tiltalt for at have tvunget en indsat, der netop havde tisset på gulvet i sin celle, ned i urinen. Men retten valgte at frifinde, fordi det ikke kunne afvises, at det skete i nødværge i en meget lille celle.
Ved udsigten til at få manden tilbage på vagt i fængslet valgte Hans Jørgen Engbo, der var ny leder af Herstedvester, at bede Kriminalforsorgen om at finde en ny arbejdsplads til den ansatte.
Som han bemærkede i et brev til forsorgen, var der risiko for, at flere andre ansatte ville søge væk, hvis den problemramte fængselsfunktionær fik lov at vende tilbage.
"Frifindelsen opfattes utvivlsomt som en klar sejr for den gruppe af funktionærer, som særligt har været i fokus, når det gælder negativ samarbejdsadfærd i de seneste år.
Det blev blandt andet demonstreret ved de glædesscener, som umiddelbart efter domsafsigelsen opstod i retslokalet, hvor adskillige funktionærer fra netop denne gruppe havde fulgt sagen fra tilhørerpladserne, skrev Engbo dengang til Kriminalforsorgen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde