Ikke beviser for drab i Amager Bio

Selv om den 16-årige Carlos Kassitah sidste sommer blev stukket ihjel under en koncert i Amager Bio i København, er det ikke lykkedes anklagemyndigheden at rejse en drabssag. De fire mænd i alderen 22 til 25 år, der nu kommer for retten i sagen, er tiltalt for grov vold. Det kan bevises, at de har slået og sparket ham i ansigtet og på kroppen, men ikke hvem det var, der førte kniven.

- På baggrund af det materiale, vi har i sagen og de vidneudsagn, vi har, har statsadvokaten vurderet, at der ikke var nok til at rejse en drabssag. Vi har ikke tekniske beviser, og vi har ikke vidner, der har set en kniv inde i Amager Bio, siger anklageren, politifuldmægtig Lene Steffensen.

Ud over tiltalen for grov vold er de fire mænd tiltalt for i fællesskab at have såret en 18-årig mand med to knivstik i ryggen lige bagefter på den nærliggende Amagerbrogade. Knivstikkeriet fandt sted efter en koncert med et band fra Elfenbenskysten.

Carlos Kassitah døde af syv knivstik, men ingen kan tilsyneladende gøres ansvarlig for knivstikkene. Kniven er ikke fundet, og derfor står anklagemyndigheden uden beviser i form af eksempelvis dna-spor.

Ud over tiltalen efter den grove voldsparagraf, der har en strafferamme på op til seks år, står en af de tiltalte til skærpet straf, fordi det ikke er første gang. En anden af de tiltalte er desuden tiltalt for tyveri og hæleri.

/ritzau/

Mangel på tekniske beviser og vidner får anklagemyndigheden til at droppe drabstiltale. Fire unge tiltales i stedet for grov vold.

Offentliggjort Sidst opdateret