Ild i ældrebolig kvæster 76-årig alvorligt

En 76-årig kvinde fra Varde er stærkt forbrændt efter en brand, som brød ud tirsdag morgen i ældreboligerne Svaneparken på Frisvadvej.

Kvinden ligger nu ilde tilredt på sygehuset i Esbjerg, hvor man tilser hende efter den alvorlige brandulykke.

- Hun har det meget, meget skidt på grund af brandsår, fortæller politikommissær Torben Kloster, som leder lokalpolitiet i Varde.

- Hun er forbrændt på 50 procent af kroppen, og hendes tilstand er meget kritisk, tilføjer politikommissæren.

Man har endnu ikke fastslået årsagen til branden, som startede lidt før klokken seks tirsdag morgen.

- Brandet er ikke startet fra installationer af nogen art. Vi har en formodning om, at den har noget med rygning af gøre, forklarer Torben Kloster.

Der var ingen andre personer i ældreboligerne i Varde, som kom til skade i forbindelse med branden, der var begrænset til den ældre dames egen lejlighed.

/ritzau/

Det var formentlig gløder fra tobak, som satte ild til en ældrebolig i Varde. Pensionist er slemt forbrændt.

Offentliggjort Sidst opdateret