Indbrud i villa endte i røveri

Det fik alvorlige konsekvenser for den 36-årige Alan Ernest Booth, at det, der skulle have været et simpelt villaindbrud, en nat i april udviklede sig til røveri.

Sammen med en kammerat var den 36-årige Booth brudt ind i en villa på Bregnevej i Nakskov, men da beboeren vågnede ved støjen, tog sagen en drastisk udvikling.

Faderen i huset overraskede de to indbrudstyve, da han kom ned ad trappen fra første sal og de to ubudne gæster tog flugten ud af hoveddøren.

Manden i huset lod dem ikke slippe, men hentede et boldtræ, som havde været brugt til fastelavn, og iførte sig kondisko og tog forfølgelsen op sammen med familiens golden retriever.

På Solsikkevej fik han øje på den ene indbrudstyv, der gik og rodede i konens taske, som han netop havde stjålet ved indbruddet. Den anden indbrudstyv var løbet i en anden retning.

Her opstod den episode, som domsmandsretten i Nykøbing fastslog var røveri.
Da husfaderen ville have tasken tilbage og slog indbrudstyven med boldtræet, truede den 36-årige med en rørtang.

I retten kunne den 36-årige tiltalte godt erkende fire butikstyverier i Sakskøbing og Maribo, lige som han også godt kunne erkende, at han havde begået villaindbruddet på Bregnevej i Nakskov, men ikke røveri.

Retten fandt ham dog skyldig i røveri og takserede dette til ubetinget fængsel i et år.
Den dømte ankede på stedet dommen til landsretten til frifindelse for røveri.

Det kom til at koste en 36-årig mand et års fængsel, at han blev opdaget under et indbrud i en villa i Nakskov. Indbruddet udviklede sig nemlig dramatisk.

Offentliggjort Sidst opdateret