Indbrudsbande plager Vestjylland
Et eller flere hold tyve har i weekenden hjemsøgt folk i Midt- og Vestjylland, og bølgen undrer politiet.
Søndag eftermiddag er der registreret flere end 80 indbrud.
- På en normal weekend er der 20-25 indbrud, siger vagtchef Kjeld Nedergaard.
- Det er usædvanligt, at vi får så mange anmeldelser, uden at det fører til anholdelse, tilføjer han.
Bølgen har ikke ramt et enkelt område. Søndag eftermiddag var der kommet 13 anmeldelser fra Herning Kommune, 12 fra Viborg Kommune, 11 fra Silkeborg Kommune og ni fra Holstebro Kommune. Også andre kommuner er berørt.
Foreløbig tror politiet, at der er tale om en eller flere organiserede grupper, der har været på spil.
- Det er ikke enkelte tyve, der hver for sig har besluttet, at det lige skulle være i weekenden i uge tre, bemærker vagtchef Kjeld Nedergaard.
Han opfordrer folk til at hjælpe hinanden. Folk kan kigge efter naboens hus, når vedkommende er væk. Også tip fra borgerne vil være en hjælp for politiet.
- Vi taler ikke om typer, der lusker rundt med krum ryg med huen trukket ned over ørerne, siger Kjeld Nedergaard.
Erfaringen er, at de drevne tyve bevæger sig naturligt rundt i villaområder og ringer på hos folk, som om de har et lovligt ærinde.
I denne weekend er mange indbrud sket om dagen og om aftenen. Især er gerningsmændene gået efter smykker.
At politiet ikke har kunnet anholde mistænkte, ærgrer vagtchefen. Tidligere har Midt- og Vestjyllands Politi optrevlet flere grupper af omrejsende kriminelle, som havde begået et stort antal indbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker