Indbrudstyve fejrede to-årsdag

For indbrudstyvene i Nakskov og nærmeste omegn er dagen i dag særligt festlig, og det blev allerede i nat fejret på behørig vis med en stribe indbrud forskellige steder i området.

Baggrunden for festlighederne er, at det i dag, 3. december, er to år siden, at politiet gik over til at lade alt politiberedskab styre fra vagtcentralen oppe i Næstved med alt hvad det indebar af bedre større råderum og udviklingsmuligheder for det lokale kriminelle miljø

I nat klokken 3.23 blev politiet alarmeret af en beboer på Skovsgårdsvej, der så fire personer løbe væk fra nabohuset, hvor et vindue viste sig at være brudt op.

På Erantisvej skete et indrud i dagtimerne i går. En bagdør er brudt op med et koben, der er efterladt. Der er stjålet to bærbare computere, et kontantbeløb og nogle smykker.

På Svingelsvej er der stjålet et fladskærms-tv, en dvd-afspiller, et løbeur, køkkeninventar samt 7.600 kroner i kontanter. Her er et vindue brudt op indenfor de seneste fem dage. 

Også på Tårsvej har der været villaindbrud, idet en dør er brudt op, men her er tilsyneladende ikke stjålet noget.
I Solstrædet i Hummingen har der været indbrud i et sommerhus, men her er der ikke stjålet noget.

En række indbrud blev i nat begået i Nakskov

Offentliggjort Sidst opdateret