Indehaver af bagelbutik i livsfare efter skyderi på Frederiksberg
En 47-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han søndag eftermiddag blev ramt af flere skud på Falkoner Allé på Frederiksberg i København. Ifølge politiet tyder intet på, at der er tale om et bandeopgør. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Søndag eftermiddag er en 47-årig mand blevet ramt af flere skud af en kunde. Intet tyder på bandeopgør.
En mand i en bagelbutik på Frederiksberg blev ramt flere gange, da en kunde søndag trådte ind i butikken og affyrede flere skud imod ham.
Offeret menes at være den 47-årige indehaver af butikken. Han meldes i kritisk tilstand og er på operationsbordet, oplyser Københavns Politi ved en briefing af pressen sent på eftermiddagen.
Skyderiet skete ved 13-tiden i butikken "Bagels" på Falkoner Allé. Politiet har oplyst, at offeret blev ramt af flere skud.
Gerningsmanden flygtede hen til Kejserinde Dagmars Plads og løb videre ad Den Grønne Sti, oplyser politiinspektør Tommy Laursen.
Gerningsmanden beskrives som mørklødet og først i 20'erne. Højden er cirka 185 centimeter, og han var iført en mørk jakke, en mørk halsedisse med neongrønt, mørke bukser og mørke sko. Desuden var han iført handsker.
En borger roses af politiet for sin hurtige ageren.
- Umiddelbart efter skyderiet reagerede et vidne ved at løbe hen og hjælpe med livreddende førstehjælp, siger Tommy Laursen.
Motivet til nedskydningen er ikke klarlagt søndag eftermiddag, og man efterforsker bredt, har det lydt i en besked på Twitter.
- For nuværende tyder intet på, at det er banderelateret, siger politiinspektøren til pressefolk nær gerningsstedet.
På grund af sin alvorlige tilstand er offeret ikke blevet afhørt om episoden.
I forbindelse med efterforskningen har politiet foretaget afspærringer, og man leder blandt andet efter spor, som gerningsmanden kan have afsat.
Tidligere har politiet anmodet eventuelle vidner om at komme med oplysninger.
Mandag rykker politiet i øvrigt ud med en såkaldt mobil politistation i området. Meningen er, at borgere kan henvende sig, hvis de er utrygge, og såfremt de har gjort observationer.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde