Det kan vise sig at være særdeles naivt, når justitsminister Lars Barfoed (K) har besluttet at skibe danskeren Niels Holck af sted til Indien med henvisning til, at inderne har accepteret en række krav for udleveringen.
Det viser en sag fra 2005, hvor Indien fik udleveret den indiske gangster Abu Salem fra Portugal, fordi han i hjemlandet var anklaget for blandt andet en terrorbombe i Mumbai i 1993.
Ligesom i sagen mod Niels Holck lovede inderne, at anklagepunkterne mod Abu Salem ikke ville blive udvidet, når han kom til Indien. Men på trods af løftet er Abu Salem i Indien nu tiltalt for flere tilfælde af grov afpresning og trusler, som ikke indgik i udleveringsaftalen.
Ifølge Justitsministeriet har de indiske myndigheder accepteret, at der ikke efter udleveringen af Niels Holck kan ændres et komma i våbensagen mod ham.
Det løfte bliver dog modsagt af en talsmand fra den indiske efterretningstjeneste CBI, der i en udtalelse til avisen Hindustan Times i april ser frem til en grundig afhøring af Holck i forbindelse med hans rolle i våbennedkastningen over området Purulia i 1995.
- I tilfælde af at han afslører nye informationer eller detaljer om Purulia-sagen, vil et supplerende anklageskrift blive lavet, sagde talsmand Harsh Bhal fra CBI.
Niels Holck har erkendt våbennedkastningen over delstaten Vestbengalen, men fastholder, at det var for, at den forfulgte lokalbefolkning kunne forsvare sig mod overgreb fra den kommunistiske delstats styrker.
Justitsminister Lars Barfoed vil ikke kommentere sagen med henvisning til, at Niels Holck har indbragt udleveringsspørgsmålet for de danske domstole.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde