Indsamling til sex-mishandlet kvinde modtaget positivt

Sognepræst Ramund Kværnø har i løbet af weekenden fået både positive og en enkelt negativ tilbagemelding på den indsamling han og krisekvindecenteret Reden har oprettet til fordel for den mishandlede afrikanske kvinde fra Kettinge.

Det hele er så nyt, at Ramund Kværnø ikke har overblik over, hvor mange penge borgerne må have sat ind på den konto, der er oprettet til fordel for kvinden - men reaktioner har han fået, fortæller han.
 
- Folk jeg har truffet, henholdsvis i Brugsen og i kirken søndag, har været positive og har modtaget kontonummeret. Men jeg har også modtaget en enkelt negativ mail, som jeg bare vil springe over. Der stod blandt andet, at kvinden bare skulle sendes hjem, og jeg kunne tage med hende. Der er et lille hjørne af befolkningen, som er negative ligeså snart det drejer sig om nogen udefra. Havde hun været fra Nørre Snede, havde det ikke været noget problem. For mig er det et menneske i nød, som vi prøver at hjælpe, siger Ramund Kværnø.

Og i det hele taget har mishandlingssagen fra hans by gjort stort indtryk - ikke mindst medierne dækning af sagen.

- Det er flovt. Selvfølgelig ved vi godt, selvom vi synes at vi bor et dejligt sted, at det ikke er paradis - og at den slags findes. Men det er altid ubehageligt, at det bliver råbt ud, og kommer på forsiden af alle landets aviser, siger han.

Hvis man vil hjælpe kvinden, kan man sætte penge ind på denne konto, som Reden administrerer: 3138-2844406944.

Det er dog blevet til en enkelt negativ reaktion.

Offentliggjort Sidst opdateret