Indsat såret af knivstik efter køkkenskænderi

En indsat i Statsfængslet Kragskovhede i Nordjylland blev onsdag aften stukket i lysken med en kniv af en anden indsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skete i et køkken i det åbne fængsel, hvor en 19-årig mand var i færd med at vaske knive, fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

- Den ene står og vasker knive af, da den anden stiller sig bag ved. Der opstår noget ordkløveri, og ham der står og vasker af, tager en kniv og stikker bagud, siger vagtchefen.

Våbnet var en kokkekniv på mellem 20 og 25 centimeter, tilføjer han.

Offeret - en 26-årig mand - blødte meget kraftigt.

- Personalet kommer til, og en ansat stikker en finger i såret og standser blødningen, lyder det fra Michael Elkjær.

Den 26-årige blev kørt til Aalborg Universitetshospital med eskorte. Han har været på operationsbordet og er natten til torsdag uden for livsfare.

Den formodede gerningsmand blev anholdt og kørt til politigården i Aalborg.

Politiet behandler sagen som et drabsforsøg, og den anholdte bliver muligvis fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag.

/ritzau/