Ingen anke: Svenskere undgår terrorstraf i bombesag
Bombe mod Skattestyrelsen udløste ikke skærpende terrorbestemmelse i byretten, og sagen bliver ikke anket.
Anklagemyndigheden opgiver at få to svenske mænd dømt efter en af straffelovens terrorbestemmelser og den grove bestemmelse om bombesprængning.
Mændene blev 9. juli dømt for at have udløst en bombe foran Skattestyrelsens kontorer på Østerbro i København.
Anklagemyndigheden gik efter at få mændene dømt efter en bestemmelse om sprængning, der har en strafferamme på fængsel indtil livstid. Derudover ville man have taget en skærpende passus fra terrorbestemmelserne i brug.
Men domsmandsretten i Københavns Byret valgte alene at dømme efter den milde bestemmelse om forvoldelse af sprængning - hvor strafferammen dog er hele 12 år. Og den skærpende bestemmelse blev ikke taget i brug.
Anklagemyndigheden oplyser mandag i en mail til Ritzau, at hverken de dømte eller anklagemyndigheden vil anke sagen til Østre Landsret. Og dermed slipper de dømte for yderligere tiltale.
Dommen fra 9. juli, hvor 23-årige Nurettin Nuray Syuleyman og 24-årige Zacharias Tamer Hamzi blev idømt henholdsvis fire og fem års fængsel, står dermed ved magt.
De to var i en Citroën Berlingo kørt fra Sverige med en bombe. Syuleyman agerede chauffør, mens Hamzi anbragte og antændte bomben. Hvad motivet var, fortaber sig i det uvisse.
De to mænd nægtede sig under retssagen skyldige, men de har trods muligheden for at anke sagen til frifindelse valgt at acceptere byrettens dom.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde