Ingen penge til omstridt advokat

Der bliver ikke noget plaster på såret for flygtningeadvokaten Hans Boserup. Vestre Landsret har afvist at give ham erstatning for en ubegrundet efterforskning mod ham.

Boserup har været stærkt involveret i en række sager om asylsøgeres ret til at opholde sig i Danmark. Hans metoder og engagement blev også bemærket på Christiansborg, og Kammeradvokaten indgav højst usædvanligt en anmeldelse til politiet på Integrationsministeriets vegne.

Anklagen var blandt andet, at Boserup skulle presse læger til at udskrive nervemedicin til hans klienter, så det som led i asylsagen kunne dokumenteres, at de var syge. Politiet i Aalborg fandt, at Boserups metoder var særprægede og måske på kanten af god advokatskik. Men der var ikke sket noget strafbart, og derfor blev sagen droppet i 2004.

Boserup forsøgte at få erstatning, men det blev først afvist af Retten i Sønderborg, fordi der kun var tale om en efterforskning og ikke om noget mere indgribende som en anholdelse. Og nu har landsretten så også afvist, at erstatning kan komme på tale.

/ritzau/

En omfattende efterforskning af advokats metoder endte uden straffesag. Men derfor skal han ikke have erstatning, siger landsret.

Offentliggjort Sidst opdateret