Uden hjælp fra offentligheden får politiet svært ved at opklare striben af sager om groft hærværk mod Kalundborg Kommunes biler.
Natten til søndag gik det ud over ikke færre end 35 af hjemmeplejens biler.
På fire forskellige adresser gik en eller flere ukendte gerningsmænd løs på køretøjerne.
Mange bildæk blev punkteret med en spids genstand, og i 13 tilfælde er der blevet hældt syre ud over køretøjerne.
- Vi har ingen henvendelser fået i sagen overhovedet, siger vagtchef John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi søndag eftermiddag.
- Vi håber meget, at vi får oplysninger. Enten hvis folk har set noget, eller hvis man har mistanke til nogen, siger vagtchefen.
20 gange siden 2009 har kommunen været ramt af lignende angreb.
Og næsten hver gang har det været hjemmeplejens biler, som har været mål for de ukendte gerningsmænd.
Ligesom politiet appellerer borgmester Martin Damm (V) til folk om at hjælpe med opklaringen.
Han er tydeligt frustreret over bølgen af uopklarede sager.
- De står på indhegnede parkeringspladser, der overvåges med videokameraer. Umiddelbart siger det mig, at vi har at gøre med én eller flere personer, som ved, hvad de gør, og som ved præcist, hvordan de skal skjule det, siger borgmesteren.
Kommunen har ikke været i stand til at koble angrebene sammen med tilfælde, hvor ansatte er blevet truet.
Søndag sendte politiet teknikere til Kalundborg i forsøget på at indsamle spor - for eksempel fingeraftryk, fodaftryk eller andet.
Også hundepatruljer var på arbejde i den plagede by.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker