Ingen straf for at ætse toårig datter

Det bliver aldrig opklaret, hvem der hældte ætsende afløbsrens over en toårig pige i Greve.

Da forældreparret blev frifundet i byretten, valgte anklageren at anke til landsretten. Men nu har Statsadvokaten besluttet at droppe sagen.

- Fordi det er så frygtelig en sag, havde vi håbet, at der ville komme nye oplysninger frem. Men det er ikke sket, siger statsadvokatassessor Bente Schnack.

- Den store juridiske udfordring er, at vi ikke kan sige, hvem der har gjort det. Det kan kun være en af de to. Men ingen kan sige hvem, og så har retten ikke andet valg end at frifinde, siger hun.

Det var i marts forrige, at den toårige pige blev overhældt med ætsende væske, da hun lå i sin barnevogn på parrets altan.

Moren var ved at forberede sin fødselsdagsfest, da hun ifølge eget udsagn pludseligt opdagede, at hendes barn var blevet "sort". Derfor tog hun på sygehuset med den lille pige, der havde dybe tredjegradsforbrændinger og nu må leve med store ar på kroppen.

Imens sørgede kæresten for at smide dynebetræk og tøj ud - ifølge hans egen forklaring fordi det lugtede så grimt.

- Det har ikke bare gjort helvedes ondt. Det har gjort hundrede gange helvedes ondt, som anklageren formulerede det i byretten.

Både pigens mor og hendes nye kæreste, der er de to tiltalte i sagen, nægter sig skyldige. Pigen bor stadig hjemme hos parret.

/ritzau/

Et forældrepar slipper for straf. Det kan ikke bevises, hvem af dem, der hældte ætsende afløbsrens over pige.

Offentliggjort Sidst opdateret