Ingen straffesag mod Kenneth Plummer

Der bliver ingen straffesag mod DR's tidligere generaldirektør Kenneth Plummer.

Københavns Politi har efterforsket en anmeldelse mod Plummer for bestikkelse og brud på tavshedspligten i forbindelse med bogen "Plummer - summen af kardemommen", skrevet af journalist Kurt Lassen.

Plummer tilbød forfatteren navnene på sine modkandidater til jobbet som generaldirektør i Danmarks Radio i 2005, hvis forfatteren til gengæld ville afstå fra at skrive detaljer fra Plummers privatliv.

Kurt Lassen røbede tilbuddet, der var stærkt medvirkende til Plummers afgang som generaldirektør.

Forsøget på en studehandel fik Hørsholms tidligere borgmester, Uffe Thorndal, til at melde Kenneth Plummer til Københavns Politi.

Her lyder konklusionen, at der ikke er nogen rimelig formodning om, at Kenneth Plummer har begået et strafbart forhold. Kurt Lassen har været afhørt af Københavns Politi om forløbet, men ikke Kenneth Plummer selv, oplyser politimester Niels Pallesen.

- Kenneth Plummer skrev under på en fortrolighedsklausul hos det rekrutteringsbureau, der i sin tid skulle finde en ny generaldirektør.

Det kan være ansvarspådragende på anden vis, men ikke i forhold til straffelovens bestemmelser om videregivelse af fortrolige oplysninger, siger politimesteren.

- Heller ikke i spørgsmålet om bestikkelse er der noget at komme efter, og det har vi meddelt anmelderen, siger politimester Niels Pallesen.

/ritzau/

Københavns Politi afviser en anmeldelse om bestikkelse og tavshedsbrud mod DR's tidligere generaldirektør.

Offentliggjort Sidst opdateret