Intet bevis for seksuelt overfald

Arkivfoto Foto: Finn Frandsen, Polfoto, arkivfoto

Politiets lokale efterforskningsafdeling i Nakskov har frafaldet sigtelse i sag om seksuelt overfald i Fakta.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mor til en 11-årig pige fra Birkevænget i Nakskov anmeldte i september en mand fra Nakskov for seksuelt overfald på hendes datter i Fakta i Birkevænget.

Ved episoden, som fandt sted 15. september omkring klokken 18.15, var den 11-årige pige sammen med en jævnaldrende veninde.
Politiets lokale efterforskningsafdeling i Nakskov har efterforsket sagen, og konklusionen er, at politiet har frafaldet sigtelsen mod manden.

Stor mediebevågenhed
Sagen fik stor mediebevågenhed, fordi den 11-åriges mor sammen med en veninde i Vordingborg lagde en video på Facebook, hvor de sammen kritiserede politiet for ikke at tage en anmeldelse fra moren seriøst.

I videoen, der efterfølgende blev delt og kommenteret flittigt, beskyldte de manden for at have forulempet den 11-årige pige.

Det fik politidirektør Lene Frank, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til offentligt at opfordre til at lade være med at dømme folk på Facebook, før der er styr på fakta i sagen.

- Vi har gennemset videomateriale fra Fakta-butikken og har afhørt parterne. Der er intet på videoen, der indikerer et kriminelt forhold, og i forklaringerne fra de implicerede er der modstridende forklaringer - også hos de to 11-årige piger, oplyser efterforsker Tonny Rasmussen.
Derfor er sagen blevet henlagt, og sigtelsen er frafaldet.

- Vores egne jurister og statsadvokaten har vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale i sagen, fortæller Tonny Rasmussen.