Intet nyt fra piratkapret dansk skib

Ingen har hørt noget fra det danske fragtskib Leopard, der onsdag blev angrebet af pirater i Aden Bugten ud for Oman. Der er to danskere om bord, heraf skibets kaptajn, mens de øvrige fire besætningsmedlemmer er fra Filippinerne.

Det oplyser vagthavende fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Vi har ikke hørt noget siden i går, lyder det fra Borgerservice torsdag morgen.

Ifølge Maritime Danmark er satellitkommunikationen til skibet afbrudt.

Leopard hører ind under det danske rederi Shipcraft i Hørsholm. Rederiets direktør Claus Bech kunne onsdag fortælle, at han klokken 14 onsdag fik en melding om, at skibet var under beskydning.

Leopard er et fragtskib på 2000 ton. Det er sikret til at modstå piratangreb i et sådant omfang, at besætningen burde kunne nå i sikkerhed.

- Skibet er sikret med pigtråd og stålplader for døre og vinduer. Besætningen burde være nået i sikkerhed i skibets safe room, sagde rederen onsdag til Ritzau.

Det er for tidligt at sige, om der er tale om en egentlig kapring, da de foreløbige meldinger kun er gået på, at skibet er under angreb.

Men ender det med en kapring, er det kun anden gang, at et skib med danske besætningsmedlemmer bliver kapret i den piratplagede Aden Bugt.

Tilbage i sommeren 2007 var skibet Danica White i 83 dage kapret af pirater. Fem danske søfolk var om bord. Piraterne forlangte en løsesum på otte millioner kroner.

/ritzau/

Ingen har hørt noget fra den danske kaptajn, hvis skib onsdag blev angrebet af pirater i Arden Bugten.

Offentliggjort Sidst opdateret