Østre Landsret kommer til at afgøre, om danske soldater i Irak har været medvirkende at en irakisk fange i 2004 blev udsat for tortur.
Det har Københavns Byret givet den 45-årige sunnimuslimske bonde, Qais J. Khaled Brak fra Basra, medhold til at få prøvet, skriver avisen Arbejderen.
Og forsvarsminister Nick Hækkerup (S) bifalder retssagen mod den danske stat, der bliver den første af sin art.
- De fanger, som danske soldater tager, er efter folkeretten vores ansvar, og det er godt, at vi har et system, hvor man kan få prøvet sin sag ved en domstol, siger forsvarsministeren.
Irakerens forsvarer, Christian Herlang, har andre, lignende stævninger på vej mod den danske stat fra otte andre irakere.
Qais J. Khaled Brak opholder sig som flygtning i Kuwait. Københavns Byret har givet grønt lys for stævningen under henvisning til, at sagen er principiel.
Ifølge stævningen blev irakeren anholdt i november 2004 sammen med 36 landsmænd af danske og irakiske soldater under den dansk-irakiske Operation Green Desert.
Ifølge irakeren rev en soldat bukserne af ham og befølte hans kønsdele og endetarm, mens han blev forhørt af danske soldater på en militærbase, hvor fangerne var ført hen med bind for øjnene.
Efter at være blevet overladt til irakisk politi, blev han slået, sparket og torteret med elektriske stød på brystet og kønsdelene.
Derpå blev han hængt op i benene med bagbundne hænder, så hans skulder gik af led og han ikke kunne stå op i fem dage.
Qais J. Khaled Brak blev sat fri efter to måneders fangenskab og flygtede til Kuwait.
Han kræver en erstatning på 50.000 kroner.
Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned