Irakeres advokat: Vi søger om fri proces i tortursag
Advokat for 11 irakere, Christian Harlang, er godt tilfreds med kendelse tirsdag i Højesteret, hvor irakerne undgår kravet om hver at skulle stille 40.000 kroner som sikkerhed i forbindelse med en retssag om påstået tortur.
Advokaten vil nu søge om fri proces ved procesbevillingsnævnet, så selve sagen kan komme nærmere de danske retssale.
- Jeg meget godt tilfreds med kendelsen, da den har fjernet en væsentlig hindring for, at irakerne kan få behandlet og pådømt deres sager om tortur ved danske domstole, siger Christian Harlang til Ritzau.
Han mener, at Højesterets begrundelse for afgørelsen om den økonomiske sikkerhed er så vidtrækkende, at det giver gode argumenter for fri proces, selvom irakerne i første omgang blev nægtet selv samme.
- Den største forhindring er nu, at vi skal have fri proces. Højesterets præmisser er dog vidtrækkende, og den siger, at sagerne er af helt særlige karakter, og det giver mig et argument til at søge om fri proces, siger Christian Harlang.
Fri proces betyder, at statskassen betaler retsafgiften og salæret til advokat. Hvis man taber sagen, betaler statskassen også sagsomkostningerne til modparten.
Myndighederne har tidligere nægtet irakerne fri proces, fordi man mener, at de ikke har udsigt til at få medhold. Advokat Harlang har tidligere sagt, at sagen kun kan gennemføres, hvis den danske stat betaler irakernes udgifter til advokaten.
De 11 hører til i den gruppe på i alt 23, der hævder, at danske styrker har medansvar for, at de i 2004 blev overladt til de irakiske myndigheder og her angiveligt blev udsat for umenneskelig behandling. Det skete i forbindelse med operation Green Desert.
Operationen foregik nær Basra i det sydlige Irak. Den har været omdiskuteret i offentligheden, også fordi forsvaret hævdede, at der ikke fandtes videooptagelser fra operationen, hvilket der gjorde.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde