Den 44-årige John Knudsen, der er mistænkt for drabet på Kirsten Bay Andersen fra Vojens, ventes ved middagstid at blive stillet for en dommer i den spanske landsret Audiencia Nacional i Madrid.
Vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd- og Sønderjyllands Politi, forventer, at den spanske dommer vil beslutte, at John Knudsen skal forblive varetægtsfængslet i Spanien, indtil der kan afsiges en kendelse om udlevering til Danmark.
Gennembruddet i drabsefterforskningen skete onsdag eftermiddag, da den drabsmistænkte mand, der har været på flugt siden slutningen af september, ved en tilfældighed blev standset på gaden i den spanske by Zaragoza. Han gik rundt med sin sovepose og en taske med lidt tøj og tiggede.
Takket være det såkaldte Schengen-informationssystem, hvor de tilsluttede europæiske landes politimyndigheder udveksler oplysninger, kunne det spanske politi ved et tjek af hans pas hurtigt konstatere, at manden var efterlyst af dansk politi mistænkt for drab.
- Når politiet i en tilfældig spansk by kan fastslå det, så er informationssystemet særdeles velfungerende, siger Bent Thuesen.
Ifølge spanske medier modsatte John Knudsen sig ikke anholdelsen. Men det vides endnu ikke, om han frivilligt vil lade sig udlevere til Danmark. Vil han det, tager det måske kun få dage, inden Syd- og Sønderjyllands Politi kan hente ham til retsforfølgelse i Danmark.
Dansk politi ved ikke, hvordan John Knudsen forholder sig, og Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke sendt mandskab til Spanien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned