Jon fra Popstars skal i retten: Er tiltalt for vold
Jon Nørgaard vandt tv-talentkonkurrencen "Popstars" i 2002. Dette billede stammer fra dengang. (Arkivfoto). Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
I september sidste år var Jon Nørgaard på bar i Viborg, og her endte han ifølge tiltale i håndgemæng.
Jon Nørgaard, der i 2002 vandt tv-talentkonkurrencen "Popstars", er tiltalt for simpel vold.
Det bekræfter han over for Ekstra Bladet.
Han nægter sig skyldig og siger til avisen, at han handlede i nødværge.
Ifølge Ekstra Bladet tog sagen sin start 16. september sidste år, hvor sangeren var på en bar eller café i den centrale del af Viborg.
Her endte han i håndgemæng med en anden mand, der ligeledes er tiltalt i sagen. Også han er tiltalt for vold.
Ekstra Bladet har talt med den anden tiltaltes advokat, der siger, at også hans klient nægter sig skyldig.
Sagen skal behandles i Retten i Viborg 7. juni 2024.
Ifølge Ekstra Bladet lyder det i anklageskriftet, at Jon Nørgaard slog den anden mand i ansigtet. Manden fik blandt andet et brud i øjenhulen.
Når Jon Nørgaard til juni skal i retten, er det ikke hans første møde med det danske retsvæsen.
I 2023 blev han idømt 30 dages betinget fængsel for et indbrud, han stod bag i 2019.
Indbruddet fandt sted hos en person, Jon Nørgaard havde en relation til. Der blev stjålet genstande til en værdi af 13.000 kroner.
I 2003 blev han desuden idømt en betinget straf på 60 dages fængsel og 60 timers samfundstjeneste for vold.
Dengang kun 17-årige Jon Nørgaard sang sig i 2002 til tops i "Popstars" og vandt konkurrencen foran sangerinden Julie Berthelsen.
I dag udgiver han musik under navnet Tvilling. Musikmediet Gaffa skrev i 2021, at han hittede i Tyskland under det nye kunstnernavn.
Af musiktjenesten Spotify fremgår det, at Tvilling senest har udgivet en single i 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned