Journalist er dømt for aktion mod minkfarme
En chef på Ekstra Bladet er torsdag blevet dømt for uberettiget at have skaffet sig adgang til en række minkfarme.
Vestre Landsret har straffet Miki Mistrati, der er tv-dokumentarchef på Ekstra Bladet, med 10 dagbøder a 500 kroner.
Han havde taget initiativ til, at en dyrerettighedsaktivist skaffede sig adgang til minkfarmene for at kunne dokumentere forholdene på farmene.
Ganske vist var Mistrati ikke selv med, da den anden trængte ind på adresserne med et kamera.
Men Mistrati havde taget initiativ til projektet og havde udlånt kameraet, og landsretten finder, at aktionen ikke var berettiget, også når man ser på formålet.
Nogle af optagelserne blev vist i tv-programmet "Operation X", og herfra er journalist Morten Spiegelhauer og redaktionschef Kasper Vilsmark blevet frifundet.
Da sagen blev behandlet ved byretten i Holstebro, blev såvel Spiegelhauer som Vilsmark derimod fundet skyldige i et enkelt tilfælde af indtrængen, som skete i 2009.
I landsretten er dommerne uenige. Fire ud af seks stemmer for frifindelse af de to mediefolk.
Flertallet lægger vægt på, at aktivister ville have gennemført indtrængningen på minkfarmen, selv om de to ikke havde været med.
Desuden spiller det ind, at forholdene for pelsdyr på farmene er et emne af samfundsmæssig interesse, lyder det i begrundelsen for frifindelsen.
Mindretallet på to dommere stemte for at finde Spiegelhauer og Vilsmark skyldige.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker