Julemåneden har budt på færre spritbilister

Foto: POLFOTO

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i vores politikreds har taget langt færre for spritkørsel i år i forhold til sidste år.

41 spritbilister er det blevet til i år, mod 59 sidste år, skriver P4 Sjælland. Samtidig har der også været færre uheld på grund af alkohol. I år har der været tre uheld mod ni sidste år.

Leder af færdselsafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, Erik Mather, mener at de lave tal skyldes, at politiet har været massivt til stede med spritkontroller i julemåneden de seneste år.

- Det er jo nærmest en juletradition, at vi er ude med de mange kontroller, og det er for alvor begyndt at bundfælde sig hos folk, som godt ved, at det her med at gå til julefrokost og køre er en meget dårlig ide, siger han til P4 Sjælland.