Jurist undrer sig over DR i lækagesag

Pressejurist Oluf Jørgensen er dybt forundret over Danmarks Radios rolle i den såkaldte "lækagesag" - altså sagen om, hvem der lækkede fortrolige oplysninger om danske soldaters operationer i Irak til pressen.

Højesteret fastslog tirsdag, at hverken DR eller TV2 kan tvinges til at oplyse, hvem der stod bag lækagen, og dermed ser det nu ud til, at sagen aldrig opklares.

DR's lækage-oplysninger ligger på en lydfil - en lydfil, som den daværende generaldirektør Kenneth Plummer hurtigt bemægtigede sig og gemte af vejen i et pengeskab.

Højesterets begrundelse for at fritage DR for at udlevere filen er, at den kom til veje som led i et redaktionelt forsøg på at afdække betydelige samfundsinteresser.

Men DR's fil er aldrig blevet brugt til noget redaktionelt - og de samfundsinteresser, der således blev afdækket på filen, er derfor heller aldrig kommet til samfundets kendskab, påpeger Oluf Jørgensen.

- Det har været afgørende for Højesteret, at optagelsen af lydfilen var til redaktionelt brug. Så derfor virker det også meget underligt, at filen aldrig er blevet brugt redaktionelt, lyder det fra Oluf Jørgensen.

Oluf Jørgensen mener dog ikke, at DR nu bør finde den famøse lydfil frem fra gemmerne og slette den. Den har nemlig historisk værdi.

DR's nyudnævnte generaldirektør, Maria Rørbye Rønn - der trådte til, efter at Kenneth Plummer forsøgte at handle med fortrolige oplysninger for at beskytte sit privatliv - vil tirsdag ikke forholde sig til filens videre skæbne.

/ritzau/

Pressejurist under sig over, at DR aldrig har brugt den famøse lydfil i lækagesagen.

Offentliggjort Sidst opdateret