Justitsminister Brian Mikkelsen (K) skal forklare de lange ventetider på resultaterne af dna-prøver i straffesager. Det kræver både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Partierne kommer på banen efter dna-spor frikendte den sigtede i Maria-sagen, efter han havde siddet varetægtsfængslet i 18 dage. Det er alt for længe at vente, siger Peter Skaarup, formand for Folketingets Retsudvalg:
- Det kan gøres meget hurtigere, og vi vil i Retsudvalget bede justitsministeren om at komme på banen og fortælle, hvad der er behov for - flere midler eller ændrede arbejdsgange.
Det er muligt at behandle dna-spor i løbet af et døgn eller to, oplyste Jørn Gravesen, chef for Kriminalteknisk enhed, Rigspolitiet, i TV Avisen fredag.
Den lange ventetid for den frikendte i Maria-sagen skyldes ifølge politichefen "en benhård prioritering af den samlede sum af dna-profiler, som skal testes".
- Det er ikke en tilfredsstillende forklaring. Hvad prioriteres over en mordsag? Jeg vil bede politet og justitsministeren om en redegørelse for, hvor fejlen i systemet ligger, fastslår Karen Hækkerup.
Mens Hækkerup vil vente på redegørelsen stiller Skaarup sig allerede nu positiv over for, at private klinikker undersøger dna-prøver i straffesager.
Det gør de i London, hvor resultatet på sådanne prøver er klar i løbet af 24 timer. I dag står Retsmedicinsk Institut under Københavns Universitet for undersøgelserne.
Tom Behnke, retsordfører for Konservative, vil ikke kommentere den konkrete sag, men han kalder det "afgørende", at prøveresultaterne kommer så hurtigt som muligt.
Hos Venstre betoner retsordfører Kim Andersen at dna-undersøgelser ikke er et politisk spørgsmål, men politiledelsens ansvar, og at han forventer, at politiet anvender de ressourcer og den knowhow, de har, optimalt
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker