Et ægtepar fra Silkeborg er onsdag blevet frifundet for anklager om menneskehandel. Det oplyser advokat Mette Stage, der er forsvarer for kvinden.
Parret har siddet varetægtsfængslet siden august, efter at de blev anmeldt af en ung nigeriansk kvinde, der beskyldte parret for at udnytte hende til prostitution under betingelser, som er omfattet af straffelovens bestemmelse om menneskehandel.
Kvinden hævdede, at hun var blevet lokket til Danmark under forudsætning af, at hun skulle arbejde som au pair for ægteparret. I stedet blev hun udnyttet til prostitution.
Kvinden i parret erkendte i retten, at hun havde bistået den unge kvinde i forbindelse med prostitution. Men den unge kvinde havde prostitueret sig frivilligt.
Det valgte retten at tro på, og kvinden blev derfor kun dømt for rufferi. Det takserede retten til 10 måneders fængsel.
Anklagemyndigheden havde forlangt tre års fængsel til parret. Manden var desuden tiltalt for voldtægt af den unge kvinde, og kvinden i parret var tiltalt for vold. Men det frifandt retten for.
Efter retssagen valgte retten at løslade parret fra deres varetægtsfængsling.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned